Hvem er jeg?
Autoriseret, omsorgsfuld og fagligt stærk psykolog
Jeg ønsker som psykolog at skabe et trygt og omsorgsfuldt rum, hvor der er tid til store og små tanker, indblik og derved forandring. Vi ved fra forskningen, at tillid og tryghed mellem klient og psykolog er grundlaget for effekt i terapi, der kan bringe en tættere på sine værdier og hen ad mere ønskede veje. Jeg møder mennesker med åbenhed og faglighed.
Jeg har erfaring med at arbejde med børn, unge og voksne.
Jeg er født i 1986 i Vejle, og blev uddannet psykolog i 2016 fra Aarhus Universitet. Jeg blev autoriseret af Psykolognævnet i 2020.
Metode
Jeg er inspireret af den eksistentielle tilgang, det vil sige, at jeg er optaget af, hvad det vil sige at være menneske med alle de muligheder, livsvilkår, lidelse, glæde og begrænsninger, det giver. Derudover er jeg oplært i systemisk- narrativ terapi: at have fokus på kontekstens og fortællingernes betydning for os. Jeg har viden indenfor tilknytningsteori, traumer og jeg er særligt optaget af mentaliseringsbaseret terapi. Dvs. jeg er optaget af de dynamiske processer, der er mellem mennesker og i samspillet. Mit fokus i terapi og rådgivning er at forstå de følelser og forestillinger, der er til stede. Jeg har endvidere arbejdet med Marte Meo (bygger på Daniel Sterns teori) og kognitiv terapi.
Specialeområder
Psykoterapi med børn, unge og voksne:
- Angsttilstande, stress, depression, sorg og krise, traumer, tilknytningstraumer, livskriser og personlig udvikling.
- Familieterapi og forældrerådgivning
- Udredning og behandling af spiseforstyrrelser
- Psykologiske undersøgelser af børn og unge
CV
Jeg har arbejdet med samtaleterapi i mange forskellige formater i privatpraksis, og har derudover erfaring fra både PPR (pædagogisk psykologisk rådgivning. Det der i gamle dage hed skolepsykolog) og fra psykiatrien. I psykiatrien arbejdede jeg særligt med spiseforstyrrelser til børn og unge, men også med udredning af børn og unge.